DSC_0715.jpg

Ja, det er mig. Jeg hedder Luise, og det er mig, der sidder bag tasterne. Det kommer næppe som nogen overraskelse for dig, at jeg er glad for mad. Faktisk meget glad for mad. Jeg er vokset op i en familie, hvor både måltider og madlavning altid har været samlingspunkter, og det har sat sine spor. For mig er mad ikke bare et spørgsmål om at blive mæt. Jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at spise mad - allerhelst i selskab med andre.

Når jeg kigger på opskrifter, betyder billederne meget for mig. Det er som om, at gode billeder hjælper appetitten på vej, ikke? Det er altid rart med et pejlemærke for, hvad der venter; Er bollerne luftige? Hvor grøn er den grønne kartoffelsalat?  Og er kanelsneglene snaskede nok? Her på Sesam, Sesam gør jeg mit bedste for at følge mine opskrifter med billeder og beskrivelser, der forhåbentligt giver dig en idé om, hvad du kan forvente - og om du sidder med den opskrift, du har ledt efter. 

Jeg laver som sådan ikke mad til bloggen; jeg laver mad til mig selv, mine venner og min familie. Af den grund har Sesam, Sesam intet tema; den er et udsnit af min hverdag med alt hvad den indeholder af middagsretter, bagværk, snacks, restaurantbesøg, kager, søde sager og meget mere.  Det eneste, du kan være sikker på, er, at jeg kun skriver om det, jeg synes, er godt nok til dig (: 

Jeg laver al maden på Sesam, Sesam, jeg tager selv billederne, og langt de fleste opskrifter står jeg også bag selv. Jeg håber, at jeg gennem Sesam, Sesam kan dele bare en smule af min madglæde med dig, at jeg kan være med til at inspirere dig og ikke mindst give dig lyst til både at lave og spise masser af god mad.

God fornøjelse og velbekomme. 

/Luise

Du kan kontakte mig på valentin.luise(ad)gmail.com
Hvis du har ris, ros, forslag til forbedringer eller andet, er du mere end velkommen til at give lyd fra dig.