Pizza hos Mother i Kødbyen

Jeg er stor fan af lækker mad, simpel mad, velsmagende og veltillavet mad. Jeg er stor fan af gode ingredienser og høj kvalitet; af godt håndværk og mad fyldt med kærlighed. Jeg er stor fan af god mad og rimelige priser. Jeg er stor fan af Mother.

I sidste uge lagde mine søskende og jeg vejen forbi Mother i Kødbyen. Jeg havde været der én gang før og havde på baggrund deraf ganske høje forventninger om endnu en lækker middag med skønne, friske, hjemmelavede surdejspizzaer direkte fra den brændefyrede stenovn. Efter et par timer ved bordet forlod vi Mother med alle forventninger indfriet - og måske endda overgået. 

Mine fire søskende og jeg delte fire pizzaer til hovedret, og det var helt passende - især når man havde skumle planer om at slutte måltidet af med en af de berygtede dessertcalzoner. Vi fik fire ret forskellige pizzaer, og de var allesammen utroligt lækre; toppet med friskt og lækkert fyld og ikke mindst med en fantastisk skorpe. 

Skorpen er grunden til at besøge Mother - og grunden til at komme igen. Skorpen. 

For sarte sjæle lyder det måske lidt skræmmende med en pizzabund lavet på surdej, men frygt ej. Det her er uden tvivl de bedste pizzabunde og -skorper, jeg nogensinde har fået; de er seje og fyldige, og de har den helt rigtige lidt brændte smag af pizzaskorpe; skorpen er bare prikken over i’et. Jeg er desværre typen, der nogle gange kan finde på at lade skorpen ligge, når jeg har spist pizza; men ikke her; på Mother levner man ikke skorpen. 

Fortsættes 

Men fyldet må ikke glemmes. Uden friskt og lækkert fyld, ville pizzaen ikke være det, den er. Men husk én ting: gem lidt plads til desserten, for det er ikke en tilfældig sag; det drejer sig om en calzone med Nutella og ricotta. Ja, du læste rigtigt, og ja det er vulgært, ja det er tungt, ja det er en smule over grænsen, og ja, det smager skønt. Men prøv ikke på at spise en hel en alene; vi var fem personer om to calzoner, og vi måtte levne. Men forlad ikke Mother uden at have nydt en calzone med den velkendte smag af Nutella. Det er et must. 

Betjeningen trak dog oplevelsen en smule ned; det gik ret langsomt, og opmærksomhed var ikke det, der var mest af. Der var selvfølgelig mange mennesker, men selv da må man kunne forvente, at der er styr på tingene.

Priserne er dog mere end rimelige; da vi endelig fik vores regning lød den samlede pris på 500 kr; 100 kr per person, og vi var alle godt mætte og meget tilfredse. 

Jeg vil uden tvivl besøge Mother en anden gang, når jeg har lyst til et superlækkert, simpelt og billigt måltid. Det er ikke uden grund, at Mother er nomineret til AOK’s byens billigste restaurant. 

Læs mere om Mother på: http://www.mother.dk/

/Luise