Sommerlig røræg med rygeost, tomat, basilikum og tomatsalsa

Hvis man ikke laver lækker morgenmad her i sommerferien, hvor man har masser af tid, og hele danmark oser af overskud og afslapning, så ved jeg ikke, hvornår man gør det. 
 
Jeg lavede den her røræg forleden, da min mor var på arbejde, og jeg havde tid til at nyde en dejlig sommermorgen (eller sen formiddag som det vist blev til.... men sådan er det jo i ferier :)).
 
Jeg ville egentligt have lavet den med gedeost, men jeg kunne ikke finde en gede-friskost, der smagte kraftigt nok, så jeg hoppede over til rygeosten, hvilket var ganske fint. Den smagte ikke vildt tydeligt igennem, men den gav røræggen en lækker let røget smag samt en cremet konsistens. Tomatsalsaen er dejlig frisk til, og med et par sprøde, hårdristede skiver rugbrød har du en lækker, nem og sommerlig morgenmad.  
 
Jeg håber, at du nyder sommeren, hvorend du er. Jeg sidder selv herhjemme i Danmark - men jeg brokker mig bestemt ikke. Med det vejr vi har, kunne jeg slet ikke forestille mig et bedre sted at være :)  
 

Sommerlig røræg med rygeost, tomat, basilikum og tomatsalsa (1 person) 

 
 Tomatsalsa
  • 4 san marzano tomater, skåret i mindre stykker
  • 2 tsk finhakket salatløg
  • ca. 15 friske basilikumblade, snittet i strimler
  • 2 tsk olivenolie
  • salt

Bland alle ingredienserne, og lad salsaen trække, mens du laver resten.  

Røræg 

  • 3 æg
  • 2 spsk mælk
  • 2-3 san marzano tomater, befriet for kerner og skåret i mindr stykker
  • Ca. 15 friske basilikumblade, revet i mindre stykker
  • 2-3 spsk rygeost
  • salt og peber
  • Smør til stegning

  • Evt. et par skiver hårdristet rugbrød

Rør æg, mælk, salt og peber sammen. Smelt smørret på en pande, og hæld æggemassen på. Rør ved middel varme konstant i æggene, til de akkurat er nogenlunde faste. Tag panden af varmen og rør tomater, basilikum og rygeost i. 

Hæld salsaen over røræggen, og spis den eksempelvis med hårdtristet rugbrød. 

Nyd sommeren! 

/Luise