Baba ganoush - auberginedip

Næste skud på stammen: Baba ganoush. Det lyder utroligt eksotisk og er det måske også lidt, men sagt helt simpelt og på dansk er det vel en mellemøstlig auberginedip eller auberginepuré. Af de tre dips vi havde på bordet, var det smagsmæssigt nok den letteste og mildeste. Citron, tahin og hvidløg giver den noget karakter, men auberginens ret diskrete smag får alligevel lov til at stå frem. 

Jeg har længe haft baba ganoush på min to-do-liste, men har hele tiden udskudt projektet, da jeg syntes, det lød lidt omstændeligt at skulle bage auberginerne, før jeg kunne lave selve dippen. Set i bakspejlet lyder det måske lidt dovent, men når man nu er vant til at kunne lave oliventapenade eller humus på et splitsekund, er det vel forståeligt nok. Jeg må dog sige, at det var helt fint og ganske overkommeligt, da først jeg gik i gang med at lave baba ganoush. Auberginerne passer jo sig selv, mens de ligger og hygger sig i ovnen. 

Jeg elsker alle smagsgiverne i den her dip; aubergine, citron, tahin og hvidløg. Det er nogle typisk mellemøstlige ingredienser, der hver for sig har en meget karakteristisk og kraftig smag (bortset fra den milde aubergine). Af samme grund er det vigtigt at ramme det rigtige forhold. Jeg synes selv, at jeg ramte den helt perfekte balance mellem de fire ingredienser; en base af auberginens grillede smag, et strejf af citronens syre, en smule af tahinens næsten nøddeagtige smag og lidt kant fra hvidløget. Jeg håber, at du synes det samme (: 

Baba ganoush (auberginedip)

  • 1 kg aubergine (ca. 3 store)
  • 2 spsk tahin (der er stor forskel på tahin, så hold hellere lidt igen, og smag til efterfølgende)
  • Saft fra ½ citron
  • Ca. ½ tsk salt
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk olivenolie
  • Bredbladet persille til pynt

Skyl auberginerne, og prik dem grundigt med en gaffel. Bag dem på en bageplade i ovnen ved 200 grader i ca. 40-50 min (afhængigt af auberginernes størrelse - 50 min til de store), indtil de er møre. Tag dem ud, og lad dem køle lidt af. Flæk dem på langs, og skrab kødet ud. Blend auberginekødet og de resterende ingredienser i en foodprocessor, og smag til. Fordi auberginernes smag er så diskret, er det smart at holde lidt igen med de resterende ingredienser, så du sikrer dig, at auberginen ikke overdøves. Drys lidt persille på den færdige baba ganoush, og server den for eksempel med ovnbagte chips af arabisk fladbrød som vist på billederne. 

Opbevar baba ganoushen lufttæt i køleskabet. 

God fornøjelse!

/Luise