Chewy cookies, syndige kanelsnegle og andre søde sager i det store USA

Howdy fra det store America!

Jeg kan love jer, at jeg mæsker mig i gode sager herovre. Hvis du følger mig på Instagram, havde du det nok allerede på fornemmelsen - og hvis du ikke gør, tror jeg, at det her indlæg får dig overbevist.  

Jeg har stadig ikke noget køkken, så det bliver desværre ikke til meget kokkerering fra min side herovre. Til gengæld lever jeg på høje rationer af ultraamerikanske snacks, middagsmåltider, brunches, små cupcakes, heavy burritos, lækre salater, chewy cookies, diverse dybstegte godter, tykke pandekager, og formentligt hvad som helst andet, der ellers falder dig ind, når du tænker på USA og amerikansk mad.

De er gode til mange ting herovre, men én ting, de virkeligt excellerer i er søde sager. Det kommer nok ikke bag på dig - især ikke, hvis du har fulgt med på min Instagram - men jeg er en stor fan af amerikanernes syndige sukkerbomber. Det virker som om, man bare kan tillade sig lidt mere herovre; jeg støder ofte på skøre og overraskende kombinationer af ingredienser; ting som vi danskere ikke umiddelbart ville være kommet på - eller som vi bare synes ville være liiiiige over grænsen.

Har du måske nogensinde tænkt: ”Hey, jeg elsker lune kanelsnegle - og jeg er også ret så skør med cookie dough og peanut butter. Hvorfor spise det hver for sig, når man kan få det hele på en gang? Hvorfor ikke bage en omgang kanelsnegle og spise dem med rigelige mængder cookie dough eller et tykt lag peanut butter ovenpå?”. Du har muligvis ikke tænkt så langt, men hvis du har, er mit bud, at din næste tanke var: ”Nej, ved du nu hvad; det kan man altså ikke. Det er vist lige i overkanten”. Og det var lige der, du afslørede dig selv som dansker - eller i hvert fald som ikke-amerikaner.

For se lige en gang på billedet ovenfor, hvad min søster og jeg mæskede os i hos Cinnaholic, a hun besøgte mig i sidste uge.

Jep, det er lige, hvad du tror, det er: tre smækre variationer af lune kanelsnegle med topping. Først en med mokka-icing og en generøs klump cookie dough på toppen, og derefter to med peanut butter, chokoladesovs og henholdsvis friske hindbær og banan. Åh altså. Mit største problem er nu, hvordan jeg nogensinde skal beslutte mig for min næste kanelsnegle-topping-kombi; det er ikke ligefrem nemt, når der er 30 forskellige icings og 30 forskellige toppings at vælge imellem - og slet ikke, når der ikke er nogen grænser. ”Unlimited” er et andet amerikansk nøgleord.

Apropos valgmuligheder og vilde kombinationer, hvad siger du til den her: 

Det her er om muligt endnu farligere end kanelsneglene ovenfor. Hvem kan modstå tanken om to chewy, lune cookies med en god kugle is imellem? Ikke mig… for det meste… Indimellem lykkes det mig at passere CREAM og modstå trangen til at hoppe om bagest i den altid lange kø - og indimellem gør det ikke. Der er tonsvis af forskellige cookies og is at vælge imellem, men jeg har efterhånden fundet min favorit: en kugle vaniljeis med peanut butter swirls og chokolade stykker sammen med én oatmeal raisin cookie og én snickerdoodle cookie. Der er ingen tvivl.

Snicka’hvaffornoget? Nu er tankelæsning er ikke min stærkeste side, men mit bud er, at du lige nu tænker noget i retningen af netop det; hvad pokker er snickerdoodle? Jeg ville ønske, at jeg kunne sende dig en smagsprøve, for min beskrivelse her, kan på ingen måde retfærdiggøre, hvad en snickerdoodle kan gøre for dig. Når alt kommer til alt, er det en lys cookie med kanel på toppen. Bum. Det var så det. Troede du. Jeg indrømmer, at det ikke lyder superophidsende, men snickerdoodles er åndssvagt populære herovre, og jeg har efterhånden forstået hvorfor. Jeg er fuldt konverteret. Jeg kan ikke sige, hvad det er, men der er et eller andet, som gør dem afsindigt gode. Der er ikke meget andet for, end at du kommer herover og prøver dem selv. 

 

Og så er der selvfølgelig bare de chewy cookies helt generelt. Jeg forstår stadig ikke, hvordan du kan være så godt som 100 % sikker på, at hvis du køber en hvilken som helst cookie på den her side af Atlanten, så er den sej og blød, smager højst sandsynligt himmelsk - og hvis du er heldig, er den også lun. Det er som om amerikanerne virkelig har forstået, hvordan det fungerer med de cookies.

Og det samme gælder for resten for deres cupcakes. Det er et helt emne for sig selv - lad os tage det en anden gang.

Jeg tror, at vi kan opsummere det hele i én sætning: Amerikanerne har virkeligt fattet det med de søde sager. Åha, hvor er der mange fristelser herovre; hvor er der mange hapser og små godbidder, der er lige ved at være for meget - men som alligevel bare rammer plet. De har fat i den lange ende herovre. 

Hermed en personlig opfordring fra mig til dig, der har en sød tand - især en stor en af slagsen - om at tage til det store Amerika og mæske dig i alverdens søde sager. Samtidig vil jeg nævne, at FDM Travel, som har opfordret mig til at skrive om USA, tilbyder masser af rejser herover. De er Danmarks største udbyder af rejser til USA og har både kør-selv- og ikke-kør-selv ferier. Du behøver ikke, at være medlem af FDM for at købe rejser hos dem, så det er bare om at gribe et katalog og komme i gang, hvis du har vokseværk i den søde tand.

Hvis du overvejer at lægge vejen forbi SF, er her en lille liste med gode spisesteder og madoplevelser I det hele taget:

  • Mama’s on Washington Square: Rigtig lækkert traditionelt brunchsted. Kom med god appetit og godt humør - køen er oftest super lang, men altid det hele værd.
  • Bi-Rite Creamery: Frisk, hjemmelavet is med forskellige smagsvarianter fra dag til dag. Super lækkert.
  • Bi-Rite Market: Lille supermarked (to steder i SF) med lækre råvarer, smagsprøver og masser af inspiration.
  • A16: Hyggelig, hip restaurant med super god mad; lækre pizzaer, delikate forretter, pastaretter og helt sikkert også desserter. Hvis du er frisk på en forret, kan jeg kun anbefale dig at prøve deres burrata. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt.
  • Beretta: Lækre, sprøde, tynde pizzaer og gode forretter. Helt sikkert et besøg værd.
  • Tartine Bakery: Det er vist ingen overraskelse, at Tartine er på min topliste. Jeg laver ikke meget andet end at snakke om deres seje brød, lækre sandwiches og andre smækre sager. Måske er det ikke et tilfælde.
  • Ferry Plaza Farmers Market: Et hav a boder med alt fra lokale krydderurter, frugter og grøntsager til helstegte kyllinger, bagværk og gode frokostretter.
  • Taqueria El Farolito: Det ligner bare et lille hul i væggen, og er sådan set bare en lille usofistikeret ”snask”. Men lad dig ikke snyde; der er en grund til at køen går langt ud på gaden. Min ven og jeg delte en quesadilla og en breakfast burrito (til aftensmad vel at mærke) - jeg kan kun anbefale det :)

Ja, der er nok at se til for en foodie i San Fransisco!

/Luise