Ristet rugbrødssandwich med tomat, mozzarella, pesto og salami
Når jeg lige nu er hjemme på vinterferie, har jeg dejligt meget tid og overskud til at gøre lidt ekstra ud af min frokost. Det er nu ikke fordi den her sandwich er hverken kompliceret eller tidskrævende, den er bare lidt udover den sædvanlige rugbrødsmad.
Jeg har personliigt en stor svaghed for smeltet ost (hvilket har givet sig udsalg i en hang til quesadillas), og jeg synes derfor, at det giver lidt ekstra til den her sandwich at blive opvarmet - også fordi rugbrødet derved får en dejlig ristet smag. Men i virkeligheden kan den lige så godt være en kold luksus-madpakke-rugbrødssandwich. Der er jo ikke så meget tvivl om, at kombinationen af tomat, mozzarella og pesto altid holder - og så tilfører en god salami lige det sidste (men kan sagtens udelades).
1 ristet rugbrødssandwich med tomat, mozzarella, pesto og salami
- 2 skiver godt rugbrød
- Ca. ½ frisk mozzarella, skåret i skiver
- Ca. 2 San Marzano tomater, skåret i skiver og befriet for kerner (de vil gøre sandwichen våd)
- Et par skiver god italiensk salami (jeg køber min hos den lokale italienske pizzamand)
- En god basilikumspesto (eventuelt hjemmelavet eller Løgismoses (min købe-favorit) som sælges i Netto)
- Frisk koriander, basilikum eller persille
- Salt og peber
Smør pesto på de to skiver rugbrød, og læg de resterende ingredienser mellem dem. Sørg for, at mozzarella og salami ligger henholdsvis nederst og øverst, så de får mest varme, når du varmer sandwichen. Opvarm en stegepande ved middelhøj varme, læg sandwichen på, og steg begge sider i nogle minutter, til osten er smeltet, og salamien er varm og eventuelt har lidt sprøde kanter. Efter min mening er det ikke nødvændigt med fedtstof til panden, men du kan sagtens bruge det, hvis du lyster. Nyd så din lille lækre sandwich, mens den stadig er varm, og osten er blød.
Velbekomme!
/Luise