Cremet kikærtesalat med aubergine, ristede valnødder og tahin-yoghurt-dressing
Puha, siden sidst har jeg været oppe til tre eksaminer - på seks dage. Det har været en smule travlt, men jeg tror nu, at det hele er gået fint - og så er det jo meget dejligt at kunne sætte hak ud for endnu en eksamen hver gang. Nu er der heldigvis lige lidt flere dage til den næste eksamen, og det føles godt med et lille åndehul.
Den her salat lavede jeg forleden til aftensmad. For lidt tid siden så jeg et madprogram fra Jerusalem i fjernsynet, og der snakkede de om kombinationen af aubergine og valnødder - som åbenbart skulle være god. Kikærter og aubergine har altid gået godt i spænd med hinanden samt med citron, persille og tahin, så jeg tænkte, at disse fem ingredienser skulle have en chance med de ristede valnødder. Det var faktisk rigtiglækkert med valnøddernes ristede smag og sprøde twist til den bløde aubergine og ellers cremede salat.
Cremet kikærtesalat med aubergine, ristede valnødder og tahin-yoghurt-dressing (tilbehør til 2 personer)
- 1 (medium-stor) aubergine
- 250 g kogte kikærter (kogt vægt)
- Ca. 10 valnødder
- Ca. ½ dl hakket bredbladet persille
Tahin-yoghurt-dressing:
- 3 spsk tahin (sesampasta)
- 3 spsk yoghurt
- 1-2 spsk citronsaft
- salt
- Evt. tynde ringe skalotteløg eller rødløg
Flæk auberginen, og skær den i halvmåner på ½-1 cm tykkelse. Vend skiverne i olivenolie (de skal alle have fået olie, for at bage ordentligt), og bag dem i 25-30 min ved 200 grader varmluft. De skal gerne være blevet bløde og gyldne. Lad dem køle af. Rist valnødderne på en pande, til de har fået den karakteristiske ristede duft og smag.
Bland alle ingredienserne til dressingen, og smag til med citron og salt. Husk at, der skal være salt nok i dressingen til at salte hele salaten. Du har jo hverken saltet auberginen eller kikærterne.
Vend dressingen med kikærter, (evt. løg), aubergine og persille (gem lidt persille og aubergine til pynt). Knus valnødderne groft i hånden, og drys dem, persille og evt. løg over salaten. Server eventuelt salaten med lidt ekstra citron - et stænk frisk citronsaft er altid godt, Jeg spiste bare salaten med et stykke fladbrød, men den er sikkert også lækker som tilbehør til eksempelvis kylling.
God fornøjelse :)
/Luise