Små, seje brownies med peanutbutter-frosting
Så er det dagen for min sidste skoledag. Nogensinde. I gymnasiet vel at mærke. Det er godt nok underligt. Det har været tre skønne år - der kun er blevet bedre dag for dag. Jeg har været heldig at tilbringe tre år sammen med 31 skønne, dygtige, kærlige og ikke mindst utroligt kageglade klassekammerater. Jeg tror ikke, at nogen anden klasse på vores gymnasium (måske endda i hele landet) kan konkurrere med den kagemængde, vi har bagt og spist i løbet af vores gymnasietid. Det er næsten skræmmende.
Jeg har selvfølgelig også stået min andel af kagebagning og -spisning - og de her muffins blev mit sidste bidrag til klassens kageglade maver. Hvis jeg selv skal sige det, var det en anstændig afslutning. Opskriften på de intense, seje brownie-muffins fik min mor for nyligt af en kollega. Jeg forstår godt, at hun var vild med kagerne; de er helt tætte, smagfulde og næsten chewy - selvom de er lavet på kakao. Kombinationen af den søde brownie og de salte peanuts må bestemt ikke undervurderes.
Små, seje brownies med peanutbutter-frosting (18 muffins)
Brownie-dej:
- 250 g smør
- 5 dl sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 2 dl kakao
- 2½ dl mel
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
Smelt smørret. Pisk sukker, vaniljesukker og æg lyst og luftigt. Tilsæt så det smeltede smør. Bland mel, kakao, bagepulver og salt, og sigt det i æggemassen. Vend det hele med en dejskraber, til du har en ensartet dej. Fordel dejen i 18 muffinforme, og bag dem ved 180 grader varmluft i ca. 15-20 min (kan variere meget). Hold godt øje med kagerne, og tag dem ud, så snart, du kan stikke en strikkepind i midten af kagen, og strikkepinden kommer dejfri op. De må endeligt ikke overbages. Lad kagerne køle af.
Peanutbutter-frosting:
(Tilføjelse d. 13. juni 2013: Halv portion af frostingen er rigeligt)
- 225 g peanutbutter (jeg brugte crunchy), stuetemperatur
- 75 g smør, blødt
- 50 g flormelis, sigtet
- Lidt fint salt
- Peanuts, hakket
Pisk smør og peanut butter sammen. Tilsæt sigtet flormelis og salt, og pisk det ensartet.
Fordel frostingen på den afkølede muffins, og drys kagerne med hakkede peanuts.
God fornøjelse!
/Luise