Dobbelt-chokolade-jordbærtærte
Så er jeg tilbage igen efter en noget travl uge; en uge, der har været fyldt med alt muligt andet end blogging. Til gengæld vender jeg nu stærk tilbage med en kage, jeg sådan har glædet mig til at fortælle jer om; en kage, der har været hele ventetiden værd; en speciel kage, en skøn kage, måske den ultimative kage - hvem ved? Jeg tror i hvert fald, at det bliver svært at finde en chokoladeelsker - måske bare en kageelsker - der ikke bliver lidt blød i knæene og får en smule hjertebanken ved mødet med den her kage.
Min fødselsdagsmiddag skulle sluttes af med manér, og mange kager var oppe at vende… indtil jeg kom på den her. Der var ingen tvivl, da først jeg havde fået idéen; en sprød tærtebund fyldt med en tæt, intens chokoladekage, toppet med en blød, mørk chokoladecreme og pyntet med søde, røde, danske jordbær. Er du ikke enig? Tanken er næsten ikke til at stå for, vel?
Det var kage heller ikke… Der er altså bare nogle kager, der rammer, lige hvor de skal. Kærlighed ved første blik. Kærlighed ved første bid. Man siger jo, at man spiser med øjnene lige så vel som med munden. Jeg faldt for den her kage tre gange; først ved tanken, så ved synet, så ved smagen.
Man kunne hurtigt fristes til at tage godt for sig, når den her kage kommer på bordet, så jeg advarer lige med det samme; det her er ikke den kage, der ligger lettest i maven (:
Dobbelt-chokolade-jordbærtærte (8 personer)
- 1 portion mørdej fra opskriften på jordbærtærte med pistaciemazarin
Følg opskriften indtil næstsidste sætning. I stedet for at stille tærtebunden i køleskabet, forbager du den ved 200 grader i ca. 10 minutter, indtil kanterne har fået lidt farve. Lad tærtebunden køle af i tærteformen på en bagerist.
Bagt chokoladefyld (Jamie Oliver)
- 150 g smør
- 160 g mørk chokolade, grofthakket
- 8 spsk kakaopulver
- lidt salt
- 4 æg
- 200 g sukker
- 3 spsk lys sirup
- 3 spsk cremefraiche
Smør, hakket chokolade, kakao og salt smeltes og blandes godt over vandbad. Rør jævnligt i blandingen, men vær opmærksom på, at der ikke kommer vand ned til ingredienserne. I en anden skål piskes sukker og æg lyst og luftigt. Tilsæt sirup og cremefraiche, og pisk igen. Med en dejskraber vendes chokoladeblandingen i æggeblandingen, og chokoladedejen hældes herefter i den forbagte tærtebund. Bag kagen ved 150 grader i 40-45 min. Tag kagen ud og lad den køle helt af. Den kan med fordel stå til næste dag.
Chokoladecreme
- 1,5 dl fløde
- 50 g smør, blødt
- et nip salt
- 250 g god, mørk chokolade, hakket
- ¼-½ dl mælk
Hæld salt og fløde i en gryde, og bring det i kog. Så snart fløden koger, fjerner du gryden fra varmen og tilsætter smør og hakket chokolade. Rør det hele godt sammen til en glat, ensartet creme. Tilsæt evt. mælk. Hvis cremen bliver grynet, hælder du et skvæt kold mælk i og rører videre, til cremen igen er glat. Fordel den varme chokoladecreme i et jævnt lag på den bagte chokoladetærte. Du skal nok holde lidt igen; jeg havde selv lidt chokoladecreme tilovers. Lad kagen stå, til cremen er kølet af og blevet fastere.
Anretning
- ca. 250 g jordbær
Skyl og rens jordbærene. Skær dem i halve, kvarte, skiver eller andet, og fordel dem pænt på kagen. Server kagen med det samme.
Hvis du lader kagen stå for længe, væsker jordbærene og væder chokoladecremen.
Tip: Det er smart at lave en stor portion mørdej og fryse det overskydende ned. Så er det lige pludseligt meget nemmere at lave tærte næste gang (:
Rigtiggod fornøjelse!
/Luise