Grøn salat med langtidsbagte tomater, blomkål og salt-/honningstegte mandler

Efter min mening er salat ikke bare noget, der skal på tallerkenen for at pynte og få det hele til at se sundt ud; salaten skal være spændende, velsmagende og indbydende. Det her er en salat, der opfylder mine kriterier; blomkålen og feldsalaten er enormt dekorativ, tomaterne er anderledes og smager skønt, mandlerne giver et knasende twist og et lidt overraskende sødt/salt strejf. Lige som det skal være.

Det der gør forskellen i den her salat er dog tomaterne. Deres intense smag giver salaten ekstra karakter og er således med til at gøre den anderledes og interessant. Jeg synes, at det er en god variation; man har jo lidt en tendens til at bevæge sig indenfor de samme relativt få ingredienser, når man laver salat. Ikke her!

Umiddelbart kan det lyde lidt omstændeligt at skulle lave både tomater og mandler, men det smarte er, at begge dele kan forberedes lang tid i forvejen. Tomaterne kan uden problemer laves dagen før. Sådan set kan blomkålen også snittes lidt på forhånd. Altså er det bare om at blande det hele lige inden servering. Ganske smart (:

Grøn salat med langtidsbagte tomater, blomkål og salt-/honningstegte mandler (6-8 personer)

Salt-/honningstegte mandler

  • 125 g mandler
  • 1 tsk fint salt
  • 1 spsk akaciehonning
Hak mandlerne groft. Steg dem med salt på en tør pande ved medium/høj varme, til de dufter og smager ristet. Sluk for varmen, tilsæt honning, og vend hurtigt rundt, så alle mandler er overtrukket med honning. Fordel de varme honningmandler i ét lag på en tallerken beklædt med bagepapir, og lad dem køle helt af. Skyl pande og palet af hurtigt, inden honningen ”størkner”.

Salaten

Bræk hjertesalatbladene i mundrette stykker. Skyl hjerte- og feldsalat, og slyng det (eller tør det på anden vis). Bræk blomkålen i store buketter, og snit den tyndt på mandolinjern eller i hånden. Fordel salat, blomkål og tomater i serveringsskålen. Bræk de afkølede honningmandler fra hinanden og drys dem over salaten.

Dressing

  • Olivenolie
  • Balsamicoeddike
  • Salt og peber
  • Et nip sukker

Bland alle ingredienserne. Pas på ikke at putte for meget balsamico i fra starten. Smag dressingen til. Husk, at dressingen altid skal være lidt mere sur/salt/stærk/sød, når du smager den til, end du ønsker den at være, når den kommer på salaten.

Hæld dressingen over salaten, og server den hurtigt efter. Husk at vende salaten, inden servering for at fordele dressingen ordentligt.

God fornøjelse (: 

/Luise