Fragilité

Fragilité er efter min mening en af de absolut bedste konditorkager. Blandingen af nødder og kaffe er altid god, og en smørcreme har heller aldrig gjort nogen kage værre! Når du hos bageren skal betale op til 25-30 kr. for en lille mundsmag, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Heldigvis kan man sagtens selv lave en mindst lige så god fragilité derhjemme for en noget lavere pris. Derudover er det faktisk en rigtig sjov kage at lave, da man kun sjældent får lov til at lege lidt konditor på denne måde :) Opskriften ser måske lidt voldsom ud, og det er da også lidt tidskrævende, men egentligt er det hele ret nemt, når først man kommer igang. Bare sørg for at afsætte god tid til den - den er det hele værd! 

Opskrift til ca. 10-12 personer

Bunde:

Bundene i en fragilité har en lækker gennemtrængende nøddesmag og den karakteristiske seje marengskonsistens. Når nødderne bages i ovnen, fremhæves deres smag endnu mere.

  • 200 g afskallede hasselnødder
  • 200 g flormelis
  • 8 æggehvider
  • lidt salt
  • 150 g sukker 

Afskalning af nødder:

Spred nødderne på en bageplade, og sæt dem 10 min i en 175 °C varm ovn. Tag dem ud, hæld dem over på et viskestykke, og fold viskestykket som en bylt om nødderne. Hold nu om lukningen, mens du kører nødderne i viskestykket rundt i den anden hånd. Fortsæt i lidt tid, indtil de fleste nødder er nogenlunde afskallede.

Bundene: 

De afskallede nødder og flormelis blendes helt fint. I en helt ren og fedtfri skål piskes æggehvider og salt indtil halvstift. Derefter tilsættes sukkeret lidt ad gangen, mens blandingen piskes helt stiv. Fold forsigtigt nøddeblandingen i æggemassen, til blandingen er ensartet. 

Fordel blandingen ligeligt på to bageplader beklædt med bagepapir, og smør forsigtigt blandingen ud til to nogenlunde ensformede rektangler på ca. 30x25 cm. Bundene skal så vidt muligt være lige tykke over det hele - er de for tynde, vil de knække, når kagen samles og skæres. Drys hakkede mandler eller mandelsplitter på den ene halvdel af det ene rektangel.

Bag bundende midt i ovnen ved 150 °C i 40-50 min. Der skal være ca. 10 cm mellem bagepladerne, og sørg for at bytte om på pladerne efter ca. 20 min. Bundende er færdige, når de er blevet lysebrune men stadig er hvide indeni. Afkøl bundende på bagepapiret på en rist.

Når bundene er helt kolde, fjernes bagepapiret. Det gør du nemmest ved forsigtigt at lægge et skærebræt oven på nøddebunden og vende det hele, så du har skærebrættet nederst og bunden ovenpå (med bagsiden opad). Nu kan du nemt løsne bagepapiret. 


Creme:

Cremen er det, der gør fragilitéen så fantastisk. Jeg kan godt lide, at kaffen smager igennem, og at man kan fornemme cognacen, men du kan altid smage cremen til, så du får den, lige som du vil :)

  • 4 æggehvider
  • 200 g sukker
  • 250 g blødt smør
  • 4 tsk pulverkaffe i 2 spsk kogende vand
  • 1 spsk cognac 

Æggehvider og sukker piskes stift i en helt ren skål. I en anden skål piskes smøret, indtil det er hvidt og luftigt - det tager ca. 10 min. Pisk lidt af ægget i smørret, og derefter det resterende æg. Nu smager du bare cremen til med kaffe og cognac. 

Samling af kagen

Del hver bund i to. Smør et lag creme på tre af bundene (ikke den med mandler på), og læg dem forsigtigt oven på hinanden, så kanterne så vidt muligt flugter. Læg afslutningsvist den mandelpyntede bund øverst med mandelsiden opad.

Skær kanterne til med en savtakket kniv, så cremen er synlig. Tryk eventuelt let på kagen. Kagen er nemmest at skære, når den har stået på køl, men den smager bedst ved stuetemperatur.

Drys kagen med flormelis og hakkede mandler, blåbær eller andet, og server kagen hel eller skåret i mindre stykker. Fragilité er rigtig god til en kop eftermiddagskaffe, men gør det også rigtigt godt ud for en fornem dessert! 

Kagen holder 3 dage på køl eller 1 måned i fryseren.

Bon appetit!


/Luise