Pebernødder
Så er det blevet 1. december, og julen er officielt skudt igang! I den anledning tager jeg hul på julebageriet med en omgang sprøde pebernødder. Hjemmebagte pebernødder smager som bekendt slet ikke som købe-pebernødder, der i mistænkelig grad minder om brunkagerne fra samme supermarkedshylde. Mine pebernødder dufter derimod vidunderligt af en blanding af ingefær, kardemomme og kanel og smager mindst lige så dejligt og julet.
Ca. 300 pebernødder
- 250 g blødt smør
- 225 g sukker
- 2 æg
- 500 g hvedemel
- 2 tsk natron
- 1 tsk stødt ingefær
- 1½ tsk stødt kanel
- 1 tsk kardemomme
- En smule hvid peber eller ½ tsk sort peber
Det bløde smør og sukker piskes hvidt. Det ene æg tilsættes og piskes godt ind i blandingen, inden næste æg piskes med. Alle de tørre ingredienser blandes i en anden skål og røres herefter sammen med smørblandingen. Det kan her være en fordel at fortsætte med håndmikseren, indtil alle ingredienserne er blandet sammen. Saml herefter dejen til én klump.
Skær dejen i otte dele, tag én del, rul den til en lang pølse, skær den i passende pebernøddestørrelser og tril pebernødderne runde. Lav dem lidt mindre, end du ønsker den færdige pebernød. Sæt dem på en bageplade, så der er plads til, at de kan hæve under bagningen.
Bag løbende én plade ad gangen i en 200 °C forvarmet ovn i ca. 10 min. Mens du har én plade i ovnen, forbereder du bare næste batch pebernødder :)
TIP: Hvis du gerne vil have nemme, friske pebernødder i løbet af den travle juletid, er det rigtigt smart at lave en stor portion dej og fryse noget af den ned. Så har du altid en omgang varme, hjemmebagtepebernødder i baghånden.
/Luise