Fuldkornsrisengrød med kakao, valnødder og svesker

Nu hvor der er under en måned til juleaften, er det så småt på tide at tage hul på julen og alt, hvad der dertil hører. Jeg må nu indrømme, at jeg ikke er den helt store fan af den klassiske julemad med flæskesteg, sukkerbrunede kartofler, risalamande og rødkål. Dog er der heldigvis undtagelser, og risengrød er én af dem. På en kold og mørk vinteraften ved jeg ikke så meget bedre end en stor skål risengrød med et godt drys kanelsukker og en gavmild klat smør. Selvom klassikeren altid er et sikkert hit, er det nu indimellem også sjovt med lidt variation. Jeg syntes derfor, at det lød rigtigspændende, da Urtekram for et par uger siden spurgte mig, om jeg havde lyst til at teste deres nye fuldkornsrisengrød. Hvem siger nej til et sjovt og endda lidt sundere indslag på det traditionelle julebord? Ikke mig (: 

Jeg fik tilsendt fuldkorns grødrisene sammen med et stort udvalg af tørret frugt og nødder, samt fedtfattig kakao, honning og rørsukker. Jeg overvejede lidt forskellige kombinationsmuligheder, og her får du så én af dem. Jeg synes, at det fungerer godt med de sprøde valnødder, de ikke oversøde svesker og den intense kakao, der sammen med sukkeret smelter på toppen af den varme grød.

Fuldkornsrisengrøden mætter rigtiggodt - og, efter min mening, på en lidt rarere måde end den klassiske risengrød, der ligger meget tungt. Derudover synes jeg, det er dejligt med et kreativt og lidt sundere alternativ til den sædvanlige julemad.

Jeg har prøvet flere forskellige kombinationer af; leget med lidt krydderier, ristede nødder og tørret såvel som frisk frugt. Der er virkeligt et utal af forskellige variationsmuligheder - det her er bare én af dem. 

I næste indlæg får du endnu et bud fra min side (:

Fuldkornsrisengrød med kakao, valnødder og svesker (2 personer) 

  • 4 dl fuldkorns grødris (fås fra Urtekram)
  • 1,6 L mælk 
  • Et drys salt
  • Ca. 10 svesker, udstenede
  • Kakaopulver (evt. Urtekrams fedtfattige kakao, hvis du vil holde den sundere linje) 
  • Valnødder
  • Rørsukker

Bring ris og mælk i kog under konstant omrøring. Tilsæt salt, og lad grøden simre under låg ved laveste blus i ca. 75 min. Rør jævnligt, så grøden ikke brænder på. Skær sveskerne i mindre stykker, og hak valnødderne groft. Når grøden er færdig, vendes de skårne svesker i. Grøden fordeles i skåle og drysses med en lille smule rørsukker, sigtet kakao, ekstra svesker og en håndfuld hakkede valnødder. 

Så er du klar til et lækkert, anderledes og lidt sundere julemåltid! Det kan være lækkert at have lidt ekstra nødder og kakao på bordet, som du kan putte på efterhånden, som toppen forsvinder (; 

Velbekomme!

/Luise