Godmorgen-pandekager med havre og æble
Først og fremmest: Jeg beklager, at det står lidt stille lige for tiden, men jeg tilbringer vinterferien her i Israel, hvor jeg har travlt med at være kulturel, nyde solen og spise masser af krydret og eksotisk mad. Mere om det på et andet tidspunkt!
Nu til sagen. Jeg har stadig aldrig smagt klatkager, og det tror jeg er lidt af en fejl. Jeg elsker risengrød, jeg elsker amerikanske pandekager, og jeg forestiller mig klatkager som en skøn kombination af begge dele. Jeg fik aldrig gjort noget ved sagen til jul, og nu er det efterhånden lidt sent til risengrød. Så forleden morgen besluttede jeg mig i stedet for at kaste mig ud i en variation over konceptet: klatkager på havregrød.
Jeg endte ud med noget, der vist mere minder om amerikanske pandekager (med ekstra bid), men det har jeg jo svært ved at sige, med min manglende erfaring på klatkage-området. En ting er dog sikkert: De var på ingen måde skuffende! De var dejligt luftige og alligevel med god substans - det var lige noget i den stil, jeg havde håbet på at ende ud med. Både havregrød og æble gør pandekagerne lækkert svampede, og så smager de skønt!
Opskrift til 5 pandekager (jeg spiste 3 som morgenmad og snackede de resterende senere :)
- 1 dl havregryn
- 2 dl vand
- 1 sammenpisket æg
- 1 spsk mælk
- ½ madæble - skrællet og revet
- 1 dl +1 spsk mel
- ½ tsk sukker
- 3/4 tsk bagepulver
- 1/4 tsk kanel
- 1/4 tsk vaniljesukker
- 1/4-½ tsk salt
Lav havregrød af havregryn og vand. Jeg gav den 2 minutter i mikroovnen på højeste effekt - du kan selvfølgelig også gøre det i gryde på komfur. Lad grøden køle af, til den er lunken, og tilsæt så mælk, æg og æble, og bland det. Tilsæt herefter de resterende ingredienser, og rør indtil det hele er godt blandet. Vil du være på den sikre side, kan du blande de tørre ingredienser separat først.
Steg havrepandekagerne på en pande med smør. Steg dem ved lav varme, indtil toppen ikke længere er flydende, og den er fyldt med masser af lufthuller (så er pandekagerne gennembagt). Vend dem, og brun dem på den anden side.
Server pandekagerne helt varme med akaciehonning, hakkede valnødder eller mandler og eventuelt en klat smør. Ahornsirup vil nok også fungere super!
/Luise