Hjemmelavede thai-fiskefrikadeller
Jeg elsker fisk, og alt hvad der har noget med fisk at gøre. Og så især fiskefrikadeller.
I lang tid har jeg taget den lidt nemme udvej og købt fiskefarsen hos fiskehandleren - det var lidt en vanesag, men det smagte jo også ganske glimrende.
Men så var det, at jeg prøvede at lave fiskefarsen helt fra bunden. Jeg faldt pladask for det. Jeg har altid syntes, at det lød lidt besværligt, men det var tydeligvis en misforståelse. Det er både hurtigt og nemt, og så er det bare en helt anden oplevelse at sætte tænderne i en hjemmelavet fiskedunse.
Jeg kan ikke rigtigt længere se nogen grund til ikke at lave farsen fra bunden. Jeg synes, at det er superlækkert, når jeg selv kan styre hvor groft fisken er hakket, og ikke mindst, hvor meget fisk der er - her er der ikke noget med at tilsætte masser af mel og andet, der tager plads fra fisken; Her kan du rent faktisk mærke, at det er fisk, du tygger i :)
Igen i dag blev mine fiskefrikadeller supervellykkede! Jeg har prøvet lidt forskelligt efterhånden, men jeg synes faktisk, at det her er de bedste, jeg har lavet indtil videre. Og så gælder det jo om at skrive opskriften ned :) De er krydret lidt thai-agtigt, men det kan man jo gøre som man vil. Efter min smag var de krydret helt perfekt; en dejlig kombination af eksotiske smagsindtryk og fiskens diskrete smag, der stadig stod ved sin ret.
Ca. 20 thai-fiskefrikadeller
- 500 g torsk
- 275 g laks
- 2 æg
- 1 dl fløde
- 5 spsk mel
- ½ bundt koriander
- 60 g kapers (et lille glas)
- 1 lille fed hvidløg
- Saft fra ¼-½ lime
- Skallen fra ½ usprøjtet citron
- Karry (ikke for meget - karrysmagen skal bare være helt diskret i baggrunden)
- ½ tsk salt
- Peber
Hak fisken groft. Put fisken og alle andre ingredienser i en skål og rør det godt sammen med en håndmikser med dejkroge. Steg fiskefrikadellerne i en blanding af smør og rapsolie. Lad panden være helt varm, når du lægger farsen på, og skru derefter ned på lavt blus, så fiskefrikadellerne bliver gennemstegte, før de bliver brændte. Når de er nogenlunde gennembagte (så toppen er fast), vender du dem, så også den anden side får en flot brun farve.
Fiskefrikadellerne kan fryses, så du har en hurtig og lækker aftensmad, en dag hvor du trænger til det :)
Velbekomme!
/Luise