Grøn thaisuppe med kylling og squash

Nu er vinteren officielt snart overstået - hvis man ser på kalenderen i hvert fald. Meeeen derfor kan man jo stadig godt bruge en god suppe at varme sig på indimellem. At den så er dejligt thai, gør jo kun det hele meget bedre. Det her er suppen du skal kaste dig over, når du skal lave noget hurtigt, lækkert, varmt og hyggeligt. Det gør jeg i hvert fald :)

Thaibasilikumen er meget dekorativ med sin let violette stilk og grønne blade, og den er hyppigt brugt i det asiatiske køkken. Jeg fandt det derfor ikke så underligt hos en lille asiatisk købmand, men ellers ved jeg faktisk ikke, hvor man får fingrene i det. Thaibasilikumen smager skønt og er meget dekorativ, så prøv at se, om du ikke kan finde det :) 

Hvis du har lyst, kan du sagtens erstatte kyllingen med fisk - laks fungerer i hvert fald super :)  Den her suppe ryger lige ind under kategorien “easy thai” - hvis ellers man har sådan en. Jeg har sjældent oplevet noget mere simpelt, så den er altid god at have i baghånden :)

Hovedret til 2 eller forret til 4 person

  • 1 squash
  • 400 ml kokosmælk
  • 2-3 spsk grøn karrypasta (styrken varierer) 
  • 2 kyllingebryst
  • 400 ml hønsebouillon
  • 2 spsk fiskesauce
  • 1 spsk sukker
  • En håndfuld thaibasilikumblade revet i stykker

Skær squashen og kyllingen i mundrette stykker. Bring 3/4 af kokosmælken i kog over middel varme, og lad det koge i 2-3 minutter, indtil det tykner. Tilføj karrypastaen og lad det koge 2-3 minutter mere, mens du rører for at opløse pastaen. Tilføj kylling og kog 2-3 min, mens du rører i det. Tilføj den resterende kokosmælk og resten af ingredienserne. Kog det i ca. 5-7 min, indtil kyllingen er færdig og squashen er mør. Drys den færdige suppe med lidt friske thaibasilikumblade. 

God fornøjelse!

/Luise