Granola - eller hjemmelavet mysli

Jeg har fundet ud af, at det er utroligt smart at have et glas hjemmelavet mysli stående på køkkenbordet. Det er rigtigt lækkert både på dine havgryn om morgenen og som en hurtig eftermiddagssnack med yoghurt efter en lang dag. Når du vil forkæle dig selv lidt ekstra, kan jeg afsløre, at det slet ikke er dårligt med lidt ekstra ahornsirup på toppen :)

Det er både hurtigt og simpelt at lave granola, og så smager det superlækkert. Derudover kan du selvfølgelig tilpasse opskriften fuldstændigt, så du får din mysli lige som du bedst kan lide den. Jeg har selv prøvet mig frem og ændret lidt i opskriften fra gang til gang, så jeg nu har fundet en udgave, som passer mig rigtigt godt. Det skal du selvfølgelig også gøre! Det er for eksempel ret forskelligt, hvad folk synes om nødder, dadler og andet tørret frugt, men jeg er meget begejstret for det hele, så på det punkt har jeg været meget gavmild. 


Ofte er mysli fyldt med både sukker og smør eller andet fedtstof, men min version her er relativt fattig på begge dele; faktisk er der slet ikke tilsat nogen former for fedtstof. Alligevel får du en mysli med en meget fyldig smag, der især stammer fra kanel, honning, sirup og kokosmel.

Det er lidt svært at sige, hvor stor en portion du får ud af opskriften. Hos mig går der ca. 1 uge, inden glasset er tomt, og jeg vil gætte på, at det er en rimeligt passende mængde for de fleste… Ellers kan du jo altid justere det efterfølgende :)


Opskrift 

  • 100 g havregryn
  • 150 g ruggryn (eller finvalsede havregryn)
  • 75 g kokosmel*
  • 1 tsk kanel
  • ¼ tsk salt
  • 2 spsk honning
  • 3 spsk sirup
  • 100 g mandler (eller andre nødder)
  • 50 g græskarkærner
  • 100 g rosiner (eller andet tørret frugt)
  • 75 g dadler  (eller andet tørret frugt)


*Jeg brugte Urtekrams grove kokosmel, da jeg synes, at det får kokosen til at smage mere igennem. 

Bland havregryn, ruggryn, kokosmel, kanel, salt, sirup og honning grundigt, fordel det jævnt på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt det i ovnen på 180 °C traditionel ovn. Efter 5 minutter tager du bagepladen ud, vender myslien og sætter det i ovnen i 5 minutter igen. I mellemtiden hakker du nødder og tørret frugt. Efter de 5 minutter tager du endnu en gang myslien ud af ovnen, vender grundigt rundt i det, tilsætter nu nødder og græskarkerner og sætter det i ovnen igen. Denne gang kun i ca. 2 minutter, hvorefter du igen vender i det. Sådan fortsætter du med korte intervaller (1-2 min), indtil grynene begynder at blive lysebrune. Det tager ca. 12-15 min samlet. Lige så snart du har taget myslien ud af ovnen, blander du de tørrede frugter i og lader det hele køle af på en bagerist. Når det er kølet helt af, hælder du det i en lufttæt beholder til opbevaring. 


Den hyppige vending under bagningen giver en jævn ristning af myslien. Det er ikke det skridt, du skal springe over :)
 

Hjemmelavet granola er virkeligt lækkert at vågne op til og en rigtigt rar ting at forkæle sig selv med efter skole eller arbejde. Jeg kan kun sige én ting: “Prøv det!”. God fornøjelse med det! :) 

/Luise