Hjemmelavet hummus

Jeg er vokset op med hummus. Min bonusmor er fra Libanon, og der er derfor altid blevet serveret hummus i rigelige mængder for mig - og selvfølgelig altid af bedste arabiske kvalitet (: På min tur til Israel i vinterferien blev jeg mindet om glæden ved god, autentisk hummus, da jeg besøgte det berygtede hummus-sted Abu Shukri i Jerusalem. Lige siden har jeg gået med en konstant, prikkende trang til hummus.

Forleden gik min lille drøm i opfyldelse, da jeg kom hjem til en stor skål hummus, som min far så fint havde smækket sammen. Det var kærlighed ved første blik. Siden da har hummusproduktionen kørt på højdrift, og der har stort set ikke været en dag uden hummus i køleskabet. 

Vi lavede endnu en portion forleden - normalt foregår det på slump, men denne gang blev der taget lidt noter undervejs, så I nu også kan få mulighed for at lave en skøn portion hummus derhjemme - og I kan godt glæde jer; det er superlækkert og ultrasimpelt. 

Der kan være delte meninger om, hvordan forholdene skal være mellem de forskellige ingredienser, men jeg synes selv, at vi ramte den helt perfekte kombination her. Den havde en kraftfuld smag og en dejlig, lidt fast konsistens. Hvis der er én ting jeg har lært fra min bonusmor - en specialist i hummus - så er det, at hummus ikke skal smage af hvidløg…. Det er altså en dansk misforståelse, hvis jeg nu må tillade mig at sige det (: 

Hjemmelavet hummus (en ret stor portion - lav evt. bare halv portion) 

  • 675 g kikærter, udblødte og kogte
  • 1 fed hvidløg
  • 1-1½ tsk salt
  • 2 spsk tahin
  • Saft fra 1 citron
  • 1 dl lage eller kogevand fra kikærterne
  • 1 dl olivenolie
  • Pynt: stødt spidskommen, tomat, olivenolie

Knus hvidløg og salt i en morter til en ensartet pasta. Put hvidløgspastaen og de resterende ingredienser i en foodprocessor eller blender, og blend, til du har en nogenlunde fin og ensartet masse. Smag til, og juster eventuelt konsistensen med lage/kogevand eller olivenolie. Pynt eventuelt det færdie hummus med stødt spidskommen, finthakkede tomater og et lille skvæt olivenolie. 

Hummus er ideelt som dip, i sandwich, til falafel eller bare som tilbehør. Selv kan jeg nu allerbedst lide det på et stykke arabisk fladbrød, hvor jeg synes, hummussen kommer allerbedst til sin ret (: 

God fornøjelse!

/Luise