Hurtig Lakserillette på Sprøde Rugbrødschips

Her er en lille mundhaps til nytårsdrinken, nytårskuren, brunchbordet eller måske sommermiddagen på terrasen, når vi kommer dertil en gang. 

I min optik er lakserillette genialt. For alle os laksefans, er det altid lige i skabet. Det smager skønt, og ser altid dejligt festligt ud - og så skal det ikke undervurderes, at det er ufatteligt nemt at lave. Det lyder ellers lidt smart at lave rillette, ikke? I virkeligheden tager det ikke meget mere end 5 minutter at få selve rilletten bakset sammen - og selv med opvask er det en hurtig omgang. 

I det her indlæg har jeg serveret rilletten på små rugbrødschips, da jeg synes det er lidt lækkert med noget sprødt til den cremede rillette, og selvfølgelig også fordi det er dejligt dekorativt på den måde. Men rilletten holder i mange sammenhænge, og intet forhindrer dig i at lave en luksus-håndmad eller god sandwich med rillette og måske en smule salat og frisk agurk. 

Lakserillette (ca. 25 små pindemadder)

  • 250 g varmrøget laks
  • 1 spsk finhakket løg
  • 1 spsk citronsaft
  • 2 spsk mayonnaise 
  • 2 spsk creme fraiche
  • ca. 10-15 strå purløg, klippet i små stykker
  • Rugbrød, ca. 6 tynde skiver

Forvarm ovnen til 180 grader, over/under-varme. Skær de tynde rugbrødsskiver i mindre stykker (jeg skar dem i kvarte), og bag dem i ovnen i ca. 12 min, indtil de er sprøde. Lad dem køle af på en rist. 

Pil laksen fra skindet, og riv den i mindre stykker (eksempelvis med et par gafler). Bland den revne laks med de resterende ingredienser, og smag til med citron. Put lakserilletten på de små rugbrødschips, og drys eventuelt med lidt ekstra purløg til pynt. Bum, så nemt var det!

God fornøjelse! 

/Luise