Jordbær-rabarbercrumble
Nu er det både sæson for jordbær og rabarber, så det kalder næsten på en jordbær-rabarbercrumble. Hos mig er vi ret store fans af crumble, fordi det altid smager skønt, er superhurtigt at lave og kan varieres på tusindvis af måder. Den her blanding af jordbær og rabarber er velkendt, og den fungerer jo altid godt. Jeg puttede havregryn, brun farin og kokos i den her crumble, hvilket fungerede godt og gav crumblen en lidt mere karamelagtig smag samt ekstra bid.
Vi spiste crumblen til dessert forleden aften. Efter en dejlig sommermiddag på terrassen, rykkede vi ind for ikke at blive ædt op af myg og mitter, men selvom crumblen blev serveret indendørs, bragte duften af jordbær og rabarber sommer i luften.
Jeg har ikke været så aktiv de sidste par uger, men måske fortæller billedet nedenfor hvorfor?
Har du mon lagt mærke til de mange fine hvide huer den sidste uges tid? Jeg har været så heldig at bære rundt på en af dem.
.... Ihh, hvor er vi glade :)
Jordbær-rabarbercrumble (ca. 8 personer)
Jordbær-rabarbergrød:
- 500 g rabarber, skåret i stykker på 1-2 cm
- 125 g sukker
- 1 vaniljestang
- 250 g jordbær, i kvarte eller halve
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen, og brug en kniv til at mase dem med lidt af sukkeret, til vaniljekornene er spredt. Bland rabarber, sukker, vaniljesukker og de tømte vaniljestange i en gryde, og lad det trække (uden at blive opvarmet) i ca. 45 min, til sukkeret har trukket lidt af rabarberens væske ud. Bring herefter det hele i kog, og lad det simre i 10-15 min, til rabarberen er blød, men ikke udkogt. Sluk for blusset, og bland de friske jordbær i rabarbergrøden.
Crumble
- 100 g sukker
- 125 g mel
- 75 g havregryn
- 25 g kokosmel
- 50 g brun farin
- 1/4 tsk fint salt
- 150 g smør (ikke nødvendigvis helt køleskabskoldt)
Bland alle de tørre ingredienser. Skær smørret i mindre tern, og brug fingrene til at gnide det ind i de tørre ingredienser, indtil du har en ensartet crumble. Fordel jordbær-rabarbergrøden i et 24x24 cm keramisk fad, og smuldr crumblen herover. Bag det i ca. 15 min. ved 180 grader varmluft - indtil crumblen er gylden.
Spis crumblen lun med eksempelvis med friske jordbær og cremefraiche eller flødeskum.
Velbekomme!
/Luise