Konfekt med kaffenougat

Det her er bare en simpel variation over den klassiske konfektmodel. Jeg er ret begejstret for kaffe og alt, hvad der smager af kaffe, så hvorfor ikke forsøge at inkorporere det i konfekten også? Jeg gjorde forsøget, og det endte ud med at være ganske glimrende. Nougaten fik et dejligt strejf af kaffe, hvilket gav et skønt og lidt “stærkere” twist til smagen. Prøv dem her i løbet af de sidste juledage som et lidt anderledes bidrag til konfektbordet. 

ca. 15-20 stk

  • 2 spsk nescafé
  • 3 tsk kogende vand
  • 100 g nougat
  • Marcipan (ca. 200 g vil jeg tro)
  • 100 g chokolade (gerne mørk, 70 % kakao)

Stil nougaten til at smelte i en gryden over lav varme. Opløs derefter kaffen i vandet og rør rundt, indtil det hele er opløst - det kan være lidt svært. Når nougaten er smeltet, hælder du det meste af kaffen i og rører det rundt. Nougaten bliver nok fast igen nu, men rør det alligevel, så godt du kan. Tag nougaten af varmen og bland det sidste kaffe i - nu bør nougaten blive flydende igen. Hæld kaffenougaten på et stykke bagepapir på en tallerken eller skål, og stil det i køleskabet, indtil nougaten er helt størknet. Det kan tage nogle timer, men du kan sagtens bare lade den stå natten over eller endnu længere - det skader ikke. 

Tag først nougaten ud af køleskabet, lige inden du skal bruge den. Tril den nu til små kugler med ca. 1 cm’s diameter. Skær marcipanen i skiver, fold én skive om én kugle nougat, og tril den rund. Gør det med alle kugler. Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad, og tilsæt resten, når det er smeltet. Rør rundt, indtil al chokoladen er smeltet. Vend én kugle ad gangen i chokoladen, løft den med to gafler over på et stykke bagepapir, og lad chokoladen størkne. 

God fornøjelse!

/Luise