Linsesalat med "blomkåls-couscous"

Jeg er ret vild med linser, men jeg bruger dem desværre alt for sjældent. Nogle gange glemmer jeg helt, at jeg har dem, og andre gange ved jeg det udmærket, men kan ikke finde ud af, hvordan jeg vil bruge dem. Forleden havde jeg brug for en stor, mættende frokost, der også skulle gøre det ud for aftensmad, og det var her, linserne kom i spil. Det slog mig, at de mættende linser og en fiberfuld omgang blomkål ville redde min lange aften. 

Blender man blomkål, får man en lækker couscous-agtig sag, der er et supergodt udgangspunkt for mange salater. Linserne opvejer den “tørre” blomkål, og begge dele komplimenteres godt af den smagfulde persille, oliven og citron. Salaten virker overraskende let, men jeg lover dig, at den mætter godt og længe. Jeg spiste den bare med en majspandekage til, men den vil være rigtigfin som tilbehør til eksempelvis kylling.

Det sjove er, at man faktisk ikke kan smage eller fornemme, at det er blomkål, man spiser. Det er måske en fordel for nogle (;  

Linsesalat til 2 personer

  • 1 dl linser
  • ¼ blomkålshoved 
  • ca. 25 sorte oliven
  • 1 dl hakket persille 

Dressing

  • 4 spsk olivenolie
  • Skal fra ½ usprøjtet citron
  • Saft fra ¼ citron
  • Salt og peber

 Kog linserne som anført på emballagen, og lad dem køle af. Skyl og rens blomkålen, og blend derefter buketterne så groft, som du vil have dem. Hak udstenede oliven og persille groft. Bland begge dele med linser og blomkål. Lav dressingen, og vend den grundigt i linsensalaten. 

Så nemt er det at lave en lækker, sund, dekorativ og velsmagende salat :)  

God fornøjelse!

/Luise