Espresso Chocolate Chip Cookie Brownies




Okay, nu sker det. Det her må uden tvivl være den mest perverse, amerikanske kage, jeg nogensinde har bagt. Der er simpelthen ting, som kun amerikanerne finder på at gøre i et køkken; ting som vi andre har for meget samvittighed til; ting som lugter langt væk af kalorier, smør og masser forkælelse; det er en skøn lugt. Det her er en af den slags. Syndig og uhyre lækker.
Tanken om at kombinere chocolate chip cookies og brownies i én og samme kage er i første omgang amerikansk nok; at brownien er lavet på nutella gør lige det hele den tand voldsommere, mere amerikansk og den del mere perverst. Men, men, men, det smager jo godt - det smager rigtiggodt - og det er sådan noget, man bare må gøre mod sig selv nogle gange.
Espresso Chocolate Chip Cookie Brownies. Navnet lægger ligesom også op til noget vildt.
12 kager
Cookiebund
- 110 gram smør, blødt
- 100 gram brun farin
- 1 tsk vaniljesukker
- 1½ tsk nescafé
- 2½ dl mel
- ½ tsk salt
- ¼ bagepulver
- ¼ tsk kanel
- 100 mørk chokolade, hakket groft
Kværn nescaféen til helt fint pulver i en morter. Pisk smør, brun farin, nescafé og vaniljesukker lyst og luftigt med elpisker. Tilsæt mel, salt, bagepulver og kanel, og pisk ved lav hastighed - stop så snart det er blandet. Tilsæt chokoladen og bland, til det er ordentligt fordelt i dejen. Dejen er ret crumble-agtig. Fordel dejen i 12 muffinforme, tryk den til en tæt bund og stil dem til side.
Brownietoppen
- 2½ dl nutella
- 2 æg
- 1½ dl mel
- ¼ tsk salt
Pisk alle ingredienserne sammen, og fordel dejen oven på de 12 cookiebunde. Bag i 12 minutter ved 180 grader. Bager du dem længere tid, bliver den mindre snaskede (se sidste billede nedenfor).
Opskriften er fra bloggen Butter. Meget amerikansk - og meget inspirerende (:
Der er kun én ting at sige: Enjoy!
/Luise





