Pasta med tomat, pancetta, pecorino og parmesan | Pasta all'amatriciana
Sidste fredag havde jeg nogle venner til middag. Eftersom vi allerede mødtes ud på eftermiddagen, og jeg var helt bombet efter 2 dages intens AT-skrivning (AT er en tværfaglig opgave i gymnasiet), skulle det bare være en simpel menu. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste der har det sådan, men i min verden er pastaretter altid et sikkert hit, når der skal noget nemt og lækkert på bordet. Og det gjaldt også i fredags. Hjemme hos mig er vi store fans af pastaretter, og den her er en af vores favoritter. Saucen kan sagtens laves dagen før (og bliver måske endda bedre af at stå natten over)... og så er det jo ret simpelt at stable en middag på benene (:
Sugo all'amatriciana er egentligt bare en simpel pastasauce med tomat, løg, pancetta og chili, men den skal ikke undervurderes. En god håndfuld pecorino og parmesan giver retten en dybere smag, og en mere fyldig og cremet konsistens. Pancetta er en form for italiensk bacon, som dog har sin egen karakteristiske smag. Pancetta fås mere eller mindre fedt, og kan variere fra gang til gang, men jeg foretrækker klart den magre version. Det kan være lidt tricky at finde pancettaen, men gør et forsøg, for det giver absolut det bedste resultat. Læg vejen forbi et par slagtere - så skal det nok lykkes (:
Opskriften her giver en ret stor portion, men du jo kan nedskalere den, som det passer dig (:
Pasta med tomat, pancetta, pecorino og parmesan (ca. 8 personer)
- Lidt olivenolie
- 6 skiver pancetta på ½ cm tykkelse (jeg brugte den rullede pancetta)
- 1 stort løg, finhakket
- 3 dåser (hakkede) flåede tomater à 400 g
- Rød chili, befriet for kerner og hakket fint
- Salt
- En stor håndfuld finrevet parmesanost
- En stor håndfuld finrevet pecorino
- Ca. 800 g tørret lang pasta som bucatini, spaghetti eller linguine
Skær pancettaen i mindre stykker på ca. 2x1 cm, og steg dem i olivenolie ved middelvarme. Når pancettaen er nogenlunde gennemstegt og lidt sprød, tilsættes løget. Når løgene er blanke, tilsætter du tomat og smager til med salt og chili. Læg låg på, og lad saucen småsimre i ca. 30 min. Kog pastaen i godt saltet vand (det skal smage som havvand). Bland pasta, tomatsauce og begge oste, og server straks. Drys eventuelt med lidt frisk persille eller basilikum. Det smager godt og ser flot ud (:
Velbekomme!
/Luise