Rugbrødskage med syltede solbær
Sønderjysk rugbrødslagkage er vist en klassiker, men alligevel har jeg aldrig før smagt det. Jeg har dog flere gange forelsket mig i flotte billeder af saftige rugbrødslagkager med rigelige mængder af solbær, og da jeg i sidste uge sad og søgte inspiration til min fødselsdagskage, skete det endnu en gang. Flotte billeder og tanken om en rustik, let kakaosmagende bund med syrlige, syltede solbær og en luftig, mild flødeskum afgjorde valget, og denne sønderjyske rugbrødslagkage endte altså med at pryde mit fødselsdagsbord.
Kagen var rigtiglækker og samtidig et sjovt - og lidt anderledes - indslag på kagebordet. Rugbrødsbunden er kraftigt inspireret af opskriften i Meyers Kager, dog med få ændringer. Næste gang vil jeg nok forsøge mig med lidt mindre sukker i bunden, da jeg synes, at den var lige på kanten til at være for sød. Jeg kunne dog forestille mig, at mindre sukker vil resultere i en mere fremtrædende rugbrødssmag… det skal man lige have med i overvejelserne. Hakkede, ristede hasselnødder ville nok heller ikke være nogen dum idé til rugbrødsbunden. Det må blive næste gang.
På billedet nederst i indlægget, kan du i baggrunden lige få snerten af den anden kage, der var bordet i anledningen af min fødselsdag. Den var helt, helt skøn. Glæd dig. Den kommer ud som et af de næste indlæg (:
Resterne af de syltede solbær og lidt revet rugbrød kan du med fordel bruge til at forkæle dig selv til morgenmad med en omgang yoghurt med syltede solbær og rugbrødscrunch.
Rugbrødskage med syltede solbær
Rugbrødsbunde
- 5 æg
- 100 g rørsukker
- 100 g brun farin
- 1½ spsk kakao
- 4 spsk majsstivelse
- 2 tsk bagepulver
- 2 spsk hvedemel
- Et lille nip salt
- 125 g revet, daggammelt rugbrød uden kerner (brødet skal være tørt for at suge væsken i dejen ordentligt)
- evt. hakkede, ristede hasselnødder
Pisk æg, rørsukker og brun farin, til det er lyst og luftigt. Sigt kakao, majsstivelse, bagepulver og hvedemel i æggeblandingen, tilsæt salt, og vend det forsigtigt rundt, til det hele er godt blandet. Vend rugbrødet i.
Smør en springform (24 cm) med smør og drys sider og bund med sukker. Hæld dejen i formen, og bag kagen midt i ovnen ved 150 grader (traditionel ovn) i ca. 45 minutter. Tag kagen ud, og lad den køle helt af.
Syltede solbær (kan sagtens laves dagen i forvejen - eller før)
- 450 g solbær
- 300-350 g sukker
- kornene fra ¼-½ vaniljestang
Læg solbær, sukker, vaniljekorn og vaniljestang i en gryde, og bring det i kog. Lad det småkoge i ca. 15 minutter, hæld det derefter på glas, og lad det køle af.
Anretning
- 3 dl piskefløde
- Mørk chokolade og hasselnødder til pynt
Pisk fløden til flødeskum. Vær opmærksom på, at flødeskummen ikke bliver grynet. Tag rugbrødskagen ud af formen, og sæt den på et fad. Fordel en passende mængde syltede solbær på kagen (portionen giver flere solbær, end du har brug for til kagen), og læg flødeskummen ovenpå solbærene. Riv med en kartoffelskræller spåner af den mørke chokolade ud over flødeskummet på kagen, og drys med hakkede hasselnødder. Server kagen med det samme.
Så er du klar med en lækker, sommerlige kage; kraftigt inspireret af den sønderjyske rugbrødslagkage - dog uden lag… så måske bare sønderjysk rugbrødskage?
Husk at rive lidt ekstra rugbrød, så du kan bruge det som topping på græsk yoghurt sammen med de overskydende syltede solbær, som jeg skrev om her. Det var altså godt. Mums.
/Luise