Snasket kokosfryd

Nu kommer noget, der klart har manglet her på siden: en ultrasnasket, en smule syndig og ikke mindst ufatteligt lækker og mundvandsfremkaldende konfekt-klæg og sej chokoladekage.  For lige at fuldende smagsoplevelsen er kagen toppet med en noget så lækker kokostopping som et sødt kompliment til den relativt salte browniebund. Intet mindre end fantastisk. 

Jeg flere gange har fået serveret denne kage af min søde veninde Asta, og den har efterhånden fået en helt speciel plads i mit hjerte. Mmmm.Som navnet lidt kliché-agtigt antyder: en fryd for den søde tand og en sand forkælelse for sjæl såvel som gane. Meget dybt, jeg ved det.

Det er sådan en kage, der er et sikkert hit hver gang, lige meget ved hvilken lejlighed den kommer på bordet.

25-30 stykker kokosfryd

Kagen:

Pisk:

  • 4 æg
  • 6 dl sukker

Tilsæt (gerne sigtet):

  • 3 dl hvedemel
  • 6-7 spsk. kakao
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk vanilje
  • 175 g smeltet smør 

Pisk det sammen og hæld det i en bradepande (ca. 20x40 cm) smurt med fedtstof eller beklædt med bagepapir. Bages i 10-15 min ved 210 °C til kagen står fast, når du ryster forsigtigt i bradepanden. 

Kokosglasur:

Kog i gryde i et par minutter:

  • 75 g smør
  • 2 dl sukker
  • 1,5 dl fløde
  • 1 dl sirup

Tilsæt og kog i endnu et par minutter

  • 6 dl kokosmel

Kokosglasuren hældes over kagen, der bages igen i ca. 10-12 minutter, til kokosen er lysebrun. Lad kagen køle af, og skær den derefter i mindre snitter - den er ret heavy (: 

Kagen er ret “smøret”, så jeg kunne forestille mig, at det ville klæde den ganske fint, hvis man skar lidt ned for smørret - måske til 125-150 g. Du kan jo selv smage dig frem og se, hvad du synes smager bedst :) 

/Luise