Tærte med spinat og laks

Nu er påsken efterhånden vel overstået, men her kommer alligevel lige en lille beretning fra en hyggelig og lækker påskefrokost.

Laks er jo en klassiker - man kan vel næsten sige et must - på et godt, traditionelt påskebord, og den fine, farverige fisk havde derfor også sneget sig ind i mit bidrag til påskebordet i denne omgang. Den her tærte var rigtiggod; en grov og sprød bund fyldt med masser af spinat og med den karakteristiske smag af koldrøget laks. Spinat og laks er altid skønt sammen - i sær i en tærte og ikke kun på påskebordet. 

I mange år var jeg ikke glad for tærter. Faktisk så lidt glad for det, at det efterhånden udeblev fra vores spisebord. Jeg er egentlig ikke sikker på, om det var smagen, der ikke behagede mig; måske lyder porre-, løg- eller spinattærte bare ikke særligt attraktivt i en lille og stædig piges ører. Men ak, erkendelsen nåede også til mig, og for ikke så lang tid siden fik jeg altså endelig øjnene op for tærter. 

Har man blot sørget for en lækker tærtebund kan man altid improvisere fyldet derfra - og man går sjældent galt i byen. Jeg plejer at lave og forbage tærtebunden, mens jeg er alene hjemme i løbet af eftermiddagen og så ordne fyldet og bagning, når min mor kommer hjemme fra arbejde. Sådan kan man lynhurtigt bikse en lækker og nem aftensmad sammen. Princippet “tøm køleskabet” virker stort set altid med en tærte! …Og det er jo ikke værst (: 

1 stor tærte

  • grov tærtebund med grahamsmel
  • 3 æg
  • 2 dl cremefraiche (jeg brugte 18%)
  • 1 dl mælk 
  • salt og peber
  • 575 g spinat fra frost
  • 125 g koldrøget laks
  • 1 bdt dild

Lav og forbag tærtebunden som beskrevet i opskriften. 

Bland æg, cremefraiche, mælk og rigeligt salt og peber i en skål.  Tø spinaten op ved at give den et opkog eller lægge den i en skål med kogende vand. Hæld vandet fra, når spinaten er optøet, og vrid spinaten tør med hænderne. Riv spinaten i “totter”, og put det i æggeblandingen sammen med laksen, du har skåret i strimler. Bland det hele grundigt og smag eventuelt til med salt og peber. Hæld fyldet på tærtebunden, og drys dillen ovenpå.

Bag tærten ved 200 grader i ca. 40 minutter - indtil den er flot gylden på toppen.  

Tærte er altid lækkert dagen derpå, kold eller varm, og den fungerer lige så godt på middagsbordet som på buffetten, til brunchen eller påskefrokosten (:

Velbekomme!

/Luise