Svampet gulerodskage med cream cheese frosting

Jeg har sjældent bagt så meget kage, som jeg har gjort de sidste par uger - men det er jo ikke det værste. Den her gulerodskage var på programmet i sidste uge, da jeg skulle dele ud i min klasse. Kageordning længe leve. Jeg havde egentligt ikke tid til at bage, men den her kage er af typen "smid-det-hele-i-en-skål-og-rør-det-sammen", så den passede fint ind i mit travle program. Jeg må indrømme, at jeg selv var ret glad for resultatet - og det var mine venner vist også. Jeg har i hvert fald hørt om den flere gange siden (:
Jeg plejer trofast at holde mig til min farmors gamle opskrift, og det gjorde jeg da også næsten denne gang. Jeg vovede dog at snige et par småændringer ind: Jeg tilsatte lidt ekstra gulerod for fugten og lidt kanel og valnødder for smag og tekstur. Så altså; lidt mere af alt det gode. Jeg synes, at det var super, så sammen med min farmors opskrift ligger nu en lille seddel med ændringer til næste gang (: 
Den her kage er  både er luftig og dejligt svampet på én gang - og så holder den fugten i mange dage. Det er jo ikke dårligt at have lækker kage til et par aftener... eller flere (:


Svampet gulerodskage med cream cheese frosting (ca. 16 stk.) 

  • 300 g brun farin
  • 2 dl smagsneutral olie
  • 4 æg
  • 300 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ toppet tsk salt
  • 1 tsk natron
  • 2½ tsk kanel
  • 450 g groft revne gulerødder
  • ​2 dl rosiner (hvis du, lige som jeg, er meget glad for rosiner... ellers kan du nok sagtens nøjes med færre) 
  • 100 g hakkede valnødder

​Put alle ingredienserne i en skål, og pisk dem sammen. Put dejen i en bagepapirklædt bradepande på ca. 20x23 cm, og bag den midt i ovnen ved 180 grader traditionel ovn i 25-30 min. Kagen er klar, når du stikker en stegenål i midten af kagen, og den kommer ren op igen.

  • 200 g flødeost (ikke light - så går det galt), stuetemperatur
  • ​125 g smør, stuetemperatur
  • 75 g flormelis, sigtet
  • lidt reven appelsinskal (evt. citron) ​

Pisk den stuetempererede cream cheese og smør sammen, og pisk ​derefter sigtet flormelis i. Smag til med appelsinskal. Smør frostingen på den kolde kage. Opbevar kagen i køleskab af hensyn til frostingen. 

Jeg synes, at det er ret fint at pynte kagen med knuste valnødder og fine strimler af appelsinskal, men det kan man jo gøre, lige som man vil (: ​

God fornøjelse! ​

/Luise

Fynsk brunsviger - fugtig og snasket som den skal være

Der findes to slags brunsviger: fynsk brunsviger, og ikke-fynsk brunsviger​Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, at opskriften på svampet og snasket brunsviger holder sig på den fynske side af Storebælt. Mine bedsteforældre bor på Fyn, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gange, min morfar har hentet friskbagt "brunner" til os hos bageren, og jeg siddet med snaskede fingre og en veltilfreds mavse på terrassen i min mormor og morfars sommerhus. 

Men som sagt, er det som, at de fynske bagere har indgået en aftale om aldrig at lade opskriften forlade de fynske bagerier; det er stadig ikke lykkedes mig at støve en rigtig, tung, snasket brunsviger op på den sjællandske side af Bæltet. Og så er der jo ingen vej udenom; frem med mel, sukker og den store røreske. Jeg kan så afsløre, at både internettet og diverse kogebøger holder igen med de snaskede opskrifter. Heldigvis kom min søde tante - og ikke mindst hendes mor (som begge er fra Fyn) - mig til undsætning . Min tante Jette viste sig nemlig at ligge inde med sin mors brunsvigeropskrift - som er intet mindre end fantastisk. Den slår aldrig fejl, og resultatet er lige præcis så fugtigt og snasket, som det skal være. Det er en ægte fynsk brunsviger det her. 

Fynsk brunsviger - fugtig og snasket, som den skal være 

Dej

  • 250 g mel
  • 25 g sukker
  • 25 g gær
  • en smule salt ​
  • 1½-1¾ dl mælk, lunken
  • 25 g smør, blødt

Gæren opløses i mælken. Mel, sukker og salt blandes i, og dejen æltes sammen (evt. på maskine). Smørret skæres i mindre tern og æltes ind i dejen. Lade dejen hæve lunt og tildækket i 20 min. Lav fyldet.

Fyld

  • 125 g smør
  • ​150 g brun farin
  • 4 spsk sirup

​Smelt det hele i en gryde ved middel varme. Rør det godt sammen til en ensartet masse. 

Rul dejen ud til et rektangel, og læg den i en bagepapirklædt bradepande på ca. 35x25 cm. Brug din finger til at prikke hulninger i dejen, så fyldet kan løbe derned. Hæld fyldet på dejen, lad det hæve lunt i yderligere 20 min, og prik endnu en gang huller i dejen. Jo flere huller du laver, des mere snasket bliver det endelige resultat. Bag brunsvigeren i ca. 12-15 min ved 180 grader traditionel ovn. 

Brunsvigeren er allerlækrest, når den stadig er lun og svampet. Som med de fleste andre fede gærdeje bliver den nemlig tør efter få dage.  ​

God fornøjelse! ​

/Luise