Svampet gulerodskage med cream cheese frosting
OPDATERET OPSKRIFT:
http://sesamsesam.com/hjem/svampet-gulerodskage-med-cream-cheese-frosting-1
Den her opskrift er efterhånden godt brugt. Faktisk mere end det. Det er min farmors opskrift, nedskrevet med sirlig håndskrift og dekoreret med små tegninger. Hvor den oprindeligt stammer fra, ved jeg ikke, men i min familie har vi tilskrevet min farmor æren.
Jeg har nogle gange forsøgt mig med andre opskrifter til en forandring, men jeg har hver gang måttet konstatere, at jeg bare skal holde mig til den gode, gamle opskrift fyldt med saftige gulerødder og bunker af nostalgi. Jeg er endnu ikke stødt på en gulerodskageopskrift, der i samme grad rammer balancen mellem saftig og svampet krumme og en stadig luftig tekstur.
25-30 stykker
- 300 g brun farin
- 2 dl smagsneutral olie (majs-, solksikke eller rapsolie)
- 4 æg
- 275 g mel
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 1 tsk natron
- 2 tsk kanel
- 400 g revne gulerødder
- 1-2 dl rosiner (2 dl hvis man er meget glad for rosiner - ellers skal man nok nøjes med 1)
- 50 g hakkede valnødder
Pisk æg og brun farin, til det bliver lyst og luftigt. Bland de tørre ingredienser i en separat skål. Pisk dem og olien i æggeblandingen, og tilsæt derefter de revne gulerødder, rosiner og valnødder. Hæld dejen i en bradepande på 30x23 cm beklædt med bagepapir. Bag kagen i forvarmet ovn ved 185 °C i 30-45 minutter. Når du kan stikke en strikkepind i midten af kagen, og der ikke sidder nogen dej på, når du tager den op, er kagen færdig. Sørg for ikke at overbage kagen, da den så vil miste sin dejligt fugtige krumme.
Lad kagen køle helt af, inden du putter frostingen på.
Fortsættes →
Mange mener, at frostingen er det bedste ved gulerodskage. Jeg ved ikke, om jeg er helt enig, men jeg vil da på ingen måde snyde nogen :) Så her følger opskriften på prikken over i’et: en skøn, let syrlig cream cheese frosting.
Cream Cheese Frosting
- 200 g cream cheese (ikke light)
- 125 g blødt smør
- 150 g flormelis
- ½ tsk vaniljesukker
- Usprøjtet citron
Pisk alle ingredienserne sammen med elpisker, og smag den til med revet citronskal. Jeg synes, at det klæder kagen rigtigt godt, hvis frostingen er lidt syrlig; så masser af citronskal fra min side. Hvis du ikke har en usprøjtet citron, kan også bruge citronsaft, men så bliver frostingen lidt for flydende, inden den får den rette syrlighed efter min mening. Det er selvfølgelig en smagssag :)
Jeg havde ikke helt fornemmelse af mængderne, under frostingens tilblivelse, så jeg endte ud med at have en del i overskud. Det er selvfølgelig ikke værst at have en lille portion stående i køleskabet, når man føler for at spæde op med lidt ekstra, men du kan uden problemer skære lidt ned på mængderne i opskriften uden at risikere noget.
Smør et passende tykt lag på den afkølede kage, og nyd så et stykke svampet gulerodskage med cremet frosting.
Hvem ved; måske kommer denne opskrift også til at indskrive sig i dine familiekogebøger :)
/Luise